Program torsdag den 21. juli

Praktisk info, samarittertelefon mv findes her!

8.30 - 9.00 Morgenbøn i Bakkehuset

Vær med til at lytte til Guds ord gennem bøn, stilhed, bibelrefleksion og sange. Bente Højris, præst i Brovst Baptistkirke, og Hanne Kiel, tidligere præst i baptistkirken og nu redaktør af bladet Baptist.dk, leder morgenbønnen.

10.00 - 11.30 "Guds rige midt imellem jer" - undervisning med Mikael Tellbe på Store Scene

Den svenske doktor i teologi og lektor i Det Nye Testamentes exegetik ved Örebro Teologiska Högskola underviser tirsdag, onsdag, torsdag og fredag formiddag. Ud over titlerne har Mikael Tellbe  et omfattende forfatterskab bag sig, og han er altid garant for en levende undervisning og inspirerende forkyndelse. 

13.30 - 15.00 BiD's Internationale Mission i Foredragssalen

Morten Kofoed, International Missionssekretær i Baptistkirken i Danmark fortæller om missionsprojekter og arbejdet i Myanmar, Rwanda og Burundi. Du kan også møde Lise og Jep Emming, der det seneste år har været udsendt til Burundi og Rwanda. Lyt til de seneste nyheder fra Rwanda og Burundi og til personlige beretninger om vandprojekter, arbejdet blandt kvinderne og projekter for den meget udsatte befolkningsgruppe Batwaerne.

 Lars Midtgaard, præst i Bethelkirken i Aalborg, fortæller om menighedens engagement i Rwanda, der har haft fokus på discipelskab og ledelse. Roskilde og Korskirken beretter om de to menigheders engagement i Burundi. Her er der fokus på sundhed og undervisning i Rubura og udvikling af batwaers levevilkår i Musema.

15.30 - 17.00 Seminar: Kirkens møde med generation alpha med Søren Østergaard i Foredragssalen

Seminaret kommer til at handle om meget mere end Jesus og tilgivelse, når han giver et bud på kirkens møde med Generation Alpha.
Søren Østergaard er daglig leder af Center for Ungdomsstudier (CUR). Han har i mere end 25 år forsket i børn og unges hverdag, værdier, trivsel og deres deltagelse i fritids- og foreningsliv. I dag er Søren Østergaard en af de mest kompetente foredragsholdere på området, og han formår at give sine erfaringer og konkrete værktøjer videre til publikum.
Søren Østergaard har blandt andet en ph.d. i teologi om forandring i spændingsfeltet mellem tradition og kontekst fra Københavns Universitet.

15.30 - 17.00 Seminar: I orkanens øje med Bente Lybecker på Store Scene

Bente Lybecker er sognepræst i Havdrup, åndelig vejleder og forfatter til bogen “I orkanens øje”. Bogen er en beskrivelse af grundelementerne i den kristne spiritualitet, kombineret med en praktisk indføring i, hvordan du kan få en livgivende praksis ind i din travle hverdag.

I de seneste årtier har østens spiritualitet været den spiritualitet, som mange i vesten har foretrukket i forsøget på at få den åndelige tørst stillet. Mange mennesker er imidlertid ved at genopdage den kristne spiritualitet og de enorme ressourcer, den rummer for nutidens mennesker.
Ved seminaret giver Bente Lybecker en forfriskende ny vinkel på den kristne spiritualitet, dens særpræg, fascination og aktualitet. Det vil være et foredrag med plads til spørgsmål.

15.30 - 17.00 Kongen af haven ved Soulteltet

19.30 - 21.30 "Håbet i Guds rige" - aftenmøde med Thomas Hansen på Store Scene

Thomas Hansen er ledende præst i Hillsong Church, Danmark og Malmø. Det er en voksende menighed med lokationer i København, Aarhus, Aalborg og Malmø. Thomas er en dynamisk prædikant, der ønsker at udruste mennesker til at nå deres fulde potentiale og bringe evangeliet om Kristus ind i de sammenhænge, de færdes i.​

I 2001 flyttede Thomas til Australien, hvor han studerede teologi. Han blev medarbejder i Hillsong Sydney´s arbejde blandt unge og unge voksne. I 2012 vendte han tilbage til Danmark sammen med sin australske hustru, Katerine, og startede Hillsong Danmark i København. Gennem denne tjeneste har Thomas været med til at lede mange danskere til tro på Kristus.

21.45 Late Night på Grønningen - Koncert med Cecilie Noer

22.00 - 23.00 Late Night på Soul - "How I meet your mother" med Julie Smidt