Glæd dig til mange gode oplevelser

Morgensang:

For at komme godt i gang med dagen, er der mulighed for at synge morgensang fra kl 9.30 til kl 9.50 tirsdag, onsdag, torsdag og fredag morgen ved Store scene.

Der vil være et bredt udvalg af gamle og nye morgensalmer og -sange ledet af Stævnechefen og Lotte Schrøder.

Mandag til fredag kl.13.30: Noget om den kristne tro
Deltag på et spændende introkursus til den kristne tro. Kurset er henvendt til folk, der enten er nye i den kristne tro eller som ønsker en introduktion til kristendommens grundlag.

Kurset løber over fem samlinger og vil med udgangspunkt i den velkendte bøn ”Fadervor”, præsentere kernen i den kristne tro. Det er ikke et krav at man deltager hver eftermiddag.

Kurset er udarbejdet i samarbejde med alle kirkerne i Danmark og sætter fokus på det 
centrale i den kristne tro. Der vil være oplæg og gode muligheder for samtale. Der er vil fem forskellige præster der underviser på kurset og de underviser i nævnte rækkefølge:

 

Mandag: Lars Rosenkrands, Vanløse Frikirke

Tirsdag : Benthe Højriis, Brovst Baptistkirke

Onsdag: Philip Fodgaard, Bethaniakirken, Aalborg

Torsdag: Svend Ryborg, Kronborgvejens Kirkecenter, Thisted

Fredag: Anders Hyldgaard, Pandrup Baptistkirke

Tirsdag til fredag, kl.12.30-13.00: Middagslurseminarer

At være kristen familie med små børn er et liv med masser at se til. Det gælder i hverdagen og på Sommerstævnet. Det kan ofte være svært at komme afsted til seminarer og møder og derfor indfører vi i år middagslurseminarer. De varer ca. 45. minutter og stiller skarpt på livet som småbørnsfamilie, efterfølgelse af Jesus i en travl hverdag og troens plads i hjemmet.

Seminarerne ligger i det tidsrum hvor de fleste børn sover middagslur og der vil være plads til børnelyde og babyalarmer samt mulighed for at få stillet kaffetørsten.

Onsdag og torsdag kl.15.30: Ægteskabsseminar, Tina og Max Jalk 

 

Tina og Max Jalk kommer fra Aalborg, hvor de er en del af Apostolsk Kirke. Lige siden de for mange år siden selv oplevede at få hjælp til at komme igennem en længerevarende krise i deres ægteskab har de haft en stor nød for at hjælpe andre mennesker – og især kristne – til at få et stærkt og godt ægteskab og familieliv, baseret på relationen med Gud og på Hans ord. De har selv gjort sig den erfaring, at for Gud er alting muligt, og at der derfor ikke findes nogen håbløse ægteskaber! 

Ved to seminarer vil de undervise og dele af deres egne erfaringer med at skabe det gode ægteskab og det gode familieliv.  

Torsdag kl.13.30: Åndelige forældre søges, Torbjørg Oline Nyli 

 

Ordet fra Malakias´ Bog 3,24 «Han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre” er et løfte Torbjørg Oline tror, skal opfyldes i vores tid. 

Mange unge længes efter trygge voksne, som vil sætte tid af til at lytte til dem, bede med dem og være tilstede i deres liv. På seminaret vil Torbjørg udfordre forskellige generationer til at tage et ansvar for den næste generation og på den måde forme ”det gode fællesskab” mellem generationerne.  

Se beskrivelsen af Torbjørg Oline i beskrivelsen af onsdag aftens møde i hallen, hvor Torbjørg taler. 

Torsdag kl.13.30: Alle generationer sammen om mission 

Mission er for alle generationer, og seminaret er derfor også relevant for de helt unge, når Missionsforbundet sætter fokus på international mission. Når vi involverer os i mission, kan vi opleve ”det gode fællesskab” på tværs af generationer i menigheden, men vi bliver også en del af ”det gode fællesskab” med mennesker i andre lande og kulturer. Missionsforbundets nye missionssekretær Flemming Frandsen planlægger et spændende program sammen med Missionsrådet, der har fingeren på pulsen med de udfordringer, som Missionsforbundets mission i Thailand, Myanmar, Ghana, Grønland og Rumænien byder på.  

Torsdag kl.13.30: Kærlighed og klima, Mikael Jarnvig 

Mikael er uddannet meteorolog og har i mere end 30 år præsenteret vejret på TV.  
Alverdens statsledere, ministre, embedsmænd og miljøorganisationer har i årtier diskuteret klimaforandringerne, men trods dette skrives der i 2018 CO2 historie – det blev det år hvor der blev udledt allermest CO2 i atmosfæren.  


Mikael Jarnvig er af naturlige årsager optaget af klimaforandringerne, og han mener problemet skal ses fra andre vinkler end bare den videnskabelige. Han spørger ind til, hvor meget der er videnskab, og hvor meget der mon er skræmmekampagne, om det bare er fake-news det hele. Mikael sætter fokus på, hvad der sker med klimaet i disse år og hvad videnskaben siger om fremtiden. Hvad er årsagen til klimaforandringerne? Hvad er konsekvenserne? Og hvem går det ud over? 
Måske er det slet ikke noget teknisk problem, men et moralsk problem! Foredragsholderen mener også, at kirken har været al for tavs, til trods for at den sidder med noget af nøglen til løsningen. 

Torsdag kl.15.30: BaptistKirkens internationale mission 

 

Jonas og resten af familien Mortensen – vores udsendte kommer og beretter om livet i Rwanda, dagligdagen, projekterne, arbejdet og kulturmødet. Jonas er en spændende formidler, fotograf og forkynder, så kom og bliv begejstret – og bliv lidt klogere på ham og hans familie - og vores arbejde i Rwanda og Burundi.  

Lars Midtgaard vil fortælle om Bethelkirkens efterhånden mange års solide engagement med at træne og uddanne præster og andet godtfolk i Rwanda. Vi skal også høre om den seneste udvikling i Rubura i Burundi, hvor der nu er vand og sundhedscentret er blevet forsynet med en ambulance. Slutteligt vil Yegos ungdomsledere fortælle om deres arbejde med enlige mødre og inklusion i kirkerne. 

Torsdag kl.15.30: Ledelse af frivillige anno 2019, Mette Holmgaard 

 

Danmark nyder godt at den frivillighedskultur, der blomstrer op alle vegne. Vi ser det også i kirkerne, at mange vil tjene med, men vi oplever også udfordringerne ved at motivere og fastholde de frivillige medarbejdere. Hvorfor er det så svært at fastholde frivillige i vores menigheder? Hvorfor er det vigtig for dig at være frivillig i din menighed? Hvad forstår du ved frivillighed og hvad mon en yngre eller ældre i din menighed tænker om frivillighed?  

Er du blevet nysgerrig på spørgsmålene og vil du være med i dialogen om svarene, så gå ikke glip af en spændende workshop.  

Workshoppen er for menighedsråd, teamledere, ungdomsledere, lovsangsledere, omsorgsledere – alle med ledelsesansvar i en menighed. Facilitator er Mette Holmgaard fra Bethelkirken i Aalborg.