Alternative aftenmøder (lille scene)

Som noget nyt i år vil der tre aftner være alternative aftenmøder med en anden stil, end den der præger møderne i hallen. Møderne vil være præget af foredrag, gode salmer med mere.

Mandag aften: Rune Funch, Det gode fællesskab i ord og toner

 

Med fortællinger i ord og musik vil Rune Funch tage os med på en del af sin personlige rejse i sin

søgen efter ”det gode fællesskab”. Rune vil med baggrund i sine oplevelser med og i fællesskaber dele historier om glæde og udfordringer, som vi alle kan spejle os i. Musikalsk byder aftenen på en bred vifte af sange fra popsange til Taizésange, gospel-lovsange samt traditionelle og nyere salmer, flere af hvilke Rune har skrevet og arrangeret selv og i samarbejde med bl.a. Ole Lundegaard og Troels Thorndal.

Rune Funch arbejder i dag som freelance musiker og behandler, og holder musikgudstjenester og koncerter rundt omkring i landets kirker.

 

Tirsdag aften: Jeanette Munksbøl: Når det bedste bliver det værste, og det værste det bedste.

 

Gennem dagbogsnotater, digte, anekdoter og oplæsning berettes brudstykker af en personlig historie – fortællingen om et være et undrende barn i et voksenunivers af dramatisk religiøsitet og voldsomme fortællinger – omgivet af voksne, som indeni var børn.

Om rejsen fra fortabthed over forståelse til forsoning, forandring og håb.

Jeanette Munksbøl er kunstner, digter og indehaver af Galleri Munksbøl i Nordsjælland. Hun er kendt fra bl.a. skoleevents, foredragsvirksomheder og erindringsworkshops.

De seneste ti år ansat i hhv. Dansk Røde Kors og som specialklasselærer.

Onsdag aften: Iben Krogsdal, Salmesangsaften, Fuldmagt til liv.

 

Hvad længes mennesker efter i dag, hvis de altså længes efter noget? Forfatter og salmedigter Iben Krogsdal vil fortælle om livet på godt og ondt ud fra sine nye salmer. Hun vil tale om magt og afmagt i hverdagen og indvie os i nogle af de menneskeskæbner, der har inspireret hende som salmedigter. Undervejs i foredraget skal vi synge en række nye salmer om glæde, sorg og opstandelse.

Iben (født 1967) er vokset op på Mors. Hun er oprindeligt uddannet på Det Jyske Kunstakademi som maler og blev siden ph.d. i religionsvidenskab. Hun debuterede som novelleforfatter i år 2000 og har siden skrevet en række bøger. Hendes første salmesamling udkom i 2010.