



BASECAMP: Aftenprogrammet på Store Scene
- byder på spændende talere og interessante emner. Her kan du føle nærvær og opleve fællesskab. Blive inspireret til ny tjeneste og opleve, at blive sendt af Gud.
John McGinley,
kirkeplanter fra Myriad, The Gregory Centre for Church Multiplication
NYHED 17. juni 2023 - Læs, se og/eller lyt til helt nyt interview med John McGinley
Magasinet baptist.dk har interviewet John McGinley i forbindelse med besøget på Sommerstævne '23.
Læs artiklen på webmediet baptist.dk: https://baptist.dk/kald-til-at-plante/
Eller se og lyt til hele interviewet på Youtube: https://youtu.be/blzrzm3J1Lk
(Zoom-optagelse på engelsk uden undertekster. John McGinley bliver tolket på Sommerstævne '23).
”Vi skal plante tusindvis af kirker, ledet af lægfolk”. Det er visionen for Myriad, hvor John McGinley er daglig leder. Myriad er en del af The Gregory Centre for Church Multiplication (CCX), der vil plante tusindvis af nye Church of England-menigheder de næste ti år. CCX samarbejder med andre kirkelige netværk og bevægelser for at ”gen-udbrede” evangeliet i Storbritannien.
John McGinley fortæller: ”Vi er her for helt almindelige mennesker og ledere, der forsøger at plante kirker. Vi ønsker at tilbyde ressourcetræning og støtte, samle læring fra forskellige netværk og fungere som katalysator og tankepartner for at inspirere til forandring i kirken.”
Til aftenmødet onsdag aften, taler John McGinley om behovet for Helligåndens kraft ud fra Apostlenes Gerninger, kapitel 1. Mission uden åndens kraft bliver nemt pres og forpligtelse. Det er i Åndens kraft, vi oplever glæde og begejstring.
Glæd dig til at møde John McGinley: Gift med Bridget, far til to voksne døtre og så har han har sæsonkort til Leicester City FC (selv om han i al hemmelighed er livslang fan af Liverpool!). Bosat i Chiltern Hills nordvest for London, hvor du kan møde ham på lange vandreture sammen med Monty, familiens springerspaniel.
John McGinley taler fra Store Scene onsdag aften.
Læs mere på https://ccx.org.uk/


Andrew Brunson,
presbyteriansk præst og missionær
I 2016 blev Andrew Brunson fængslet i Tyrkiet. På det tidspunkt havde han været missionær og boet med sin familie i Tyrkiet i 23 år. Som kristen blev han fanget i et storpolitisk spil mellem USA og Tyrkiet.
Fængslingen førte til en troskrise for Andrew. I fængslet kunne han ikke mærke Guds nærvær: Han tvivlede, måtte have psykofarmaka og overvejede selvmord.
Men Andrews grumme historie rummer også positive elementer. I fængslet vidnede han stadig om sin tro og bad for syge trods tvivl og psykisk ustabilitet. Hele det første år af fængslingen var Andrew psykisk nedbrudt, men Gud genopbyggede ham, og han blev et eksempel for andre. I dag er hans vidnesbyrd sjælesørgerisk. Det bringer håb til mennesker, der kæmper med troen og livet. Andrew er teologisk velfunderet og har en ph.d. i Det Nye Testamente fra University of Aberdeen.
Under fængslingen formidlede Dansk Europamission bedeemner for Andrew og faciliterede, at danskere kunne skrive breve til det tyrkiske indenrigsministerium med appel om hans løsladelse. Mange fulgte opfordringen.
Læs mere om Andrew Brunson hos Dansk Europamission
Andrew Brunson taler fra Store Scene mandag aften.
Michael Frost,
præst i Roskilde Baptistkirke
Michael har siden 2019 været præst i Roskilde Baptistkirke sammen med Jakob Vagner. Privat er Michael gift med Lajla og de har sammen to børn på 9 og 11 år.
Med en uddannelsesmæssig baggrund fra Copenhagen Business School og opstart af en række af selskaber, lå det ellers ikke i kortene, at Michael en dag skulle blive præst, men Gud ville det anderledes. En stor kærlighed til Bibelen og en længsel efter at hjælpe mennesker med at forstå Bibelens dybder, afspejler sig i Michaels prædikener og undervisning.
I Roskilde er menigheden ”sendt…”. Menigheden vil kendes på levende tro, stærkt fællesskab og lokalt engagement. Gennem moderne missionsarbejde rækker man langt ud over det lokale til undertrykte folkeslag i Burundi og uledsagede flygtningebørn i Athen. Kom og lyt til en lokal præst med blik for den enkelte i det store perspektiv.
Michael Frost taler søndag aften på Store Scene.


Ruth Cilwik,
Tro, håb og kærlighed! Er kærligheden størst?
Ruth Cilwik taler på stævnets sidste aftenmøde. Hun er en iderig og kreativ kvinde, der brænder for, at kirken skal nå ud til mennesker. Ruth er en del af Evangelisk Frikirkes landsledelse. Hun har tidligere været præst i Humlebæk og Frederiksværk og arbejder nu med diakoni ud fra Karlslunde Strandkirke. Ruth er optaget af at formidle Guds kærlighed. Det er både det, der sender os, og det vi sendes med. ”Tro, håb og kærlighed! Men er kærligheden størst?” spørger hun i sin forkyndelse torsdag aften.
Ruth Cilwik taler torsdag aften på Store Scene